Minimumshastigheder og dit bredbånd

1 år siden

Minimumshastigheder og dit bredbånd

Forklaringen på udbydernes minimumshastigheder

Nogle internetudbydere lister deres minimumshastighed, andre gør ikke. Hvordan kan det hænge sammen på et reguleret marked som det danske?

Internetmarkedets gennemsigtighed har altid været genstand for megen diskussion, da det er de færreste, der regelmæssigt tjekker, om de får den hastighed, de nu også betaler for. Her er det dog vigtigt at påpege, at de udbydere, der ikke lister deres minimumshastigheder, sagtens kan leve op til den hastighed, du køber alligevel. Dette skyldes den noget snørklede lovgivning på området, som kan være svær at forstå – denne og fakta omkring minimumshastighed generelt vil vi gerne sætte dig ind i!

Årsagen til listede minimumshastigheder

Den største og bedste grund til, at udbyderne er villige til at liste den minimumshastighed, som du kan forvente er, at de har lavet en aftale med forbrugerombudsmanden omkring større gennemsigtighed. Ombudsmanden og forbrugerrådet ville gerne gøre internetjunglen mere overskuelig for dig som forbruger, således at du altid kan sammenligne tilbud på baggrund af en garanteret hastighed. Denne garanterede hastighed er stort set altid lavere end den hastighed, du betaler for – og dette kan skyldes mange forhold, som udbydere måske ikke engang er herre over!

Vi tager et eksempel for at lette forvirringen en smule:

Hvis du f.eks. køber et internetabonnement på 20 Mbit, men udbyderen har en listet minimumshastighed på 10 Mbit, så betyder det, at du altid er garanteret en hastighed på minimum 10 Mbit. Nogle gange kan denne hastighed være 20 Mbit, men i andre tilfælde kan hastigheden f.eks. fast være 11 Mbit. Dette er helt lovligt, da udbyderen har informeret dig om minimumshastigheden på 10 Mbit – men du vil garanteret føle, at du betaler for meget for dit internet!

Af denne grund bør du altid se nærmere på udbydernes minimumshastighed, da denne kan have direkte indflydelse på din oplevelse af hastigheden. Ovenstående eksempel er naturligvis lettere overdrevet, men princippet står fuldstændig ved magt!

Vi vil klart anbefale dig at finde et abonnement, der har en minimumshastighed, der ligger så tæt som muligt på din ønskede, faste hastighed. Dermed vil du kun betale for den hastighed, som du får. Omvendt er det vigtigt at understrege, at udbyderen altid er forpligtet til at forsøge at nå den hastighed, som du er blevet lovet. Dermed vil en 20 Mbit forbindelse normalt ligge meget tæt på netop denne hastighed i praksis – alt andet giver sure kunder, som udbyderne ikke er tjente med!

Vores tip: Undersøg minimumshastigheden! Hvis den ligger meget langt fra den hastighed, du ellers er blevet lovet, så kan der være problemer med internetforholdene i dit område. Derfor bør du undersøge, om der er andre muligheder og udbydere, der kan levere en bedre forbindelse hos dig!

Hvorfor har min valgte udbyder ikke skrevet minimumshastigheden?

Som tidligere nævnt er det ikke alle udbydere på det danske marked, der er forpligtet til at oplyse dig om deres minimumshastighed. Dette skyldes meget sjældent, at de forsøger at skjule deres reelle hastighed, men er nærmere et resultat af, at minimumshastigheden er svær at fastslå. Netop derfor er disse grupper af ydelser undtaget fra kravet om oplyste minimumshastigheder – det er simpelthen umuligt!

De tre typer bredbåndsforbindelser og minimumshastighed

I Danmark har vi tre forskellige typer af det, man kalder for ikke-trådløse bredbåndsforbindelser. Forbindelserne har ofte en tilknyttet minimumshastighed, men betydningen for dit samlede produkt kan være meget forskellig – vi gennemgår det for alle de tre typer herunder:

  • Fastnet bredbånd/xDSL bredbånd
  • Kabel-tv bredbånd
  • Fiberbredbånd

Fastnet bredbånd

Fastnet bredbånd er typisk den af de tre kategorier, hvor du oftest støder på begrebet minimumshastighed. Denne bredbåndstype afhænger nemlig meget af kvaliteten af kobberkablerne og afstanden til nærmeste central, hvilket i høj grad spiller ind på hastigheden. Ofte vil din minimumshastighed være lavere end den forbindelse, du betaler for, og det kan svinge meget i forhold til, hvor du bor.

I Danmark sidder TDC på stort set hele nettet af kobberkabler, og der vil dermed ikke være den helt store forskel på den minimumshastighed, som de forskellige udbydere kan tilbyde. Dette skyldes, at forbindelsen løber i de samme kabler uanset hvad, da udbyderne lejer sig ind hos TDC for et bestemt gebyr om året. Vi vil dog gerne gøre opmærksom på, at denne bredbåndstype SKAL have en oplyst minimumshastighed – det er simpelthen et lovkrav!

  • Den omvendte strategi

Mange udbydere reklamerer med en relativt høj hastighed, som de dog i mange tilfælde ikke kan leve helt op til, men her har YouSee (som ejer TDC) valgt at skille sig positivt ud med deres bredbåndsløsninger! De har så at sige valgt den omvendte strategi, der går ud på, at den købte hastighed svarer til minimumshastigheden. Dermed får du en minimumshastighed på 20 Mbit, hvis du køber en 20 Mbit-forbindelse – men den reelle hastighed kan sagtens være op til 40 Mbit i nogle perioder. Dermed får du i mange tilfælde mere internet for pengene, hvilket er et eksempel på god service fra YouSees side!

Bredbånd via din udbyder af kabel-tv

Hvis du følger med trenden og får leveret dit internet og tv i én samlet løsning, så bør du ikke skele alt for meget til minimumshastighederne. Dette skyldes primært, at du er meget mere sikker på en god, stabil hastighed, der ligger meget tæt på den hastighed, du betaler for, med denne bredbåndsløsning! Dog er det vigtigt at pointere, at hastigheden kan blive påvirket af megen aktivitet i dit område, der belaster nettet unødigt. Udbyderne forsøger altid at undgå dette ved at højne kvaliteten af deres kabler osv. – men en lavere hastighed kan forekomme!

Udbyderen af internet gennem dit tv-kabel leverer normalt en lidt højere hastighed, end du betaler for. Dette gøres netop for at modvirke den ekstra trafik, der kan ramme hastigheden i dit hjem, således at din gennemsnitshastighed ligger stort set på det, den skal. Dermed kan du godt regne med, at du får 20 Mbit hastighed, hvis det er dette, du bestiller!

Fibernet

Fibernet opererer ikke med minimumshastigheder, hvilket skyldes de manglende teknologiske udfordringer. Teknologien har reelt ikke nogle begrænsninger, og du kan dermed regne med hastighedsgaranti, hvis du abonnerer på fibernet. Begrænsningen er jo omvendt, at fibernet ikke kan fås i hele landet endnu – men kan du koble dig på ”fremtidens internet”, så er det bare med at komme med på vognen!

Her på hurtigtinternet.dk kan du sammenligne og finde frem til de billigste bredbåndsløsninger på markedet! Du indtaster blot dine krav og behov i vores søgemaskine, hvorefter vi sorterer alle de tilbud og udbydere fra, som du ikke kan bruge til noget. Dermed står du tilbage med det mest overskuelige overblik over de mange bredbåndstilbud – hurtigtinternet.dk hjælper dig fra start til slut!